Ballade da provo-digteren Yahya Hassan mødte op ved moske

panoramic

Digteren Yahya Hassan forsøgte torsdag aften at få adgang til den nye moske i Rovsingsgade på ydre Nørrebro, men blev afvist og måtte føres væk.

Hvem der var provokatør og hvem der blev provokeret, var endnu torsdag aften et uvist spørgsmål, efter at Yahya Hassan torsdag ved 18-tiden mødte op ved den nye stormoske i Rovsingsgade, hvor han angiveligt blev nægtet adgang til moskeen, hvorefter digteren kom i konfrontation med en større gruppe, der ville have ham til at forlade åbningsfesten.

“Det er dem, der laver balladen. Det er ikke mig, der laver balladen. Hvis de går, så stopper balladen også,” siger Yahya Hassan på et videoklip, der kan ses hos Berlingske.

Hassan, der havde følgeskab af to bodyguards, fik dog alligevel det råd af den ene, at han skulle forlade scenen. Forinden nåede han at sige til TV2, at han mener, at 15-20 muslimer tiltager sig retten til at tale på alles vegne, og at “jeg er glad for, at de får en moske her i København. Nu skal de så også have en ordentlig imam, som ikke retter sig efter styret i Qatar.”

For to uger siden kom digteren i problemer i Ramallah på Vestbredden, hvor han angiveligt blev jagtet med kniv, efter at han havde læst op af sin digtsamling og blev genkendt på gaden, og kort efter udgivelsen af digtene, der kredser om hans egen opvækst i Århus, blev han overfuset og slået på Københavns Hovedbanegård.

Ved optrinnet i Rovsingsgade blev Yahya Hassan skærmet fra en større gruppe, der tydeligt er utilfreds med hans tilstedeværelse. Det eneste våben, der ses på videoen, er den pistol, som digterens bodyguard bærer.

Onsdag valgte foreningen Stop Islamiseringen af Danmark (SIAD) at aflyse en demonstration, efter at politiet havde afvist at give tilladelse til, at der kunne demonstreres tæt ved moskeen på grund af fare for, at den offentlige orden ville blive brudt.