Nørrebros hurtigste lektiehjælp

runner

316 gennemførte den første udgave af Nørrebroløbet på fem kilometer. Arrangementet var en stor succes.

32-årige Tarik Rian kan kalde sig Nørrebros hurtigste lektiehjælp. Søndag gennemførte han premieren på Nørrebro-løbet på 16 minutter og 13 sekuner – et sekund foran nummer to, som blev Andreas Groth fra Sparta.

“Det var personlig rekord for mig, og jeg er meget tilfreds,” fortæller Tarik Rian, der roser arrangementet, som var planlagt af en gruppe drenge med tilknytning til integrationsprojektet Mind Your Own Business.

Klar igen til næste år

“Jeg er gerne med igen næste år, for det var et rimeligt godt arrangement. Jeg stillede ikke op for at vinde, men for hyggens skyld, men så kunne man jo lige så godt give den gas,” siger Tarik Rian.

Han er lektiehjælp på Nørrebro Bibliotek og frivillig hos Dansk Flygtningehjælp, der stillede med en hel gruppe til løbet, der havde 316 gennemførende deltagere, som brugte mellem 16,13 minutter og 66,45 min. på at tilbagelægge de fem kilometer med start og mål på Blågårds Plads. Flere end 400 var tilmeldt løbet, som dermed kan betragtes som en stor succes.

Perfekt løbevejr – overskyet uden regn

De sidste 400 meter formede sig som et spurtopgør mellem Tarik Rian og Andreas Groth, og tiden er ganske pæn for et gadeløb. Den danske rekord på 5.000 meter på bane er 13:25.39 min., men gadeløb er langt sværere, og ruten havde også en del skarpe sving, så løberne kan ikke på samme måde finde en rytme.

Tarik Rian og Andreas Groth havde deres duel næsten to minutter foran de næste i et felt, hvor hygge var mindst lige så vigtigt som konkurrence – et felt der talte blandt andre overborgmester Frank Jensen (S), der i øvrigt kom ind som nummer 63.

Hurtigste kvinde var 33-årige Marie Brandt Schultz, der var inde på 19,22 min.

Flere kendte ansigter i feltet

Nummer tre i løbet blev i øvrigt bokseren Patrick Nielsen (18.07 min.), og der var en del andre velkendte personer med i feltet – blandt andre Aydin Soei (nr. 16), der for kort tid siden har udgivet en bog om integration, bandekrig m.v., den 66-årige tidligere kriminalchef Per Larsen (nr. 60), socialborgmester Mikkel Warming (Enh.listen), der kom ind som nr. 69, Blågård Skoles rektor Klaus Mygind (nr. 75), der også er SF-medlem af Borgerrepræsentationen, Københavns radikale integrationsborgmester Anna Mee Allerslev (nr. 142) og Indre Nørrebros Hotspotchef Tine Gammelby (nr. 215).

Premieren på Nørrebroløbet fik det bedst tænkelige vejr at løbe i. Overskyet men uden regn gav optimale vilkår for at tilbagelægge strækningen, der kom rundt på det meste af indre Nørrebro.

En times tid efter sidste deltager var i mål, begyndte det til gengæld at regne og hagle på Nørrebro i en halv time, så arrangørerne kunne være meget tilfredse med at have valgt at give løbet starttidspunkt kl. 11 i stedet for f.eks kl. 13.

Her er der en billedserie fra området omkring Hans Tavsens Parken, som løberne passerede undervejs.