Dejan Cukics kone har lukket sin delikatesse-forretning i Nørrebrogade

delicacy

Efter fem år har Nørrebrogades mest eksklusive delikatesseforretning MAD drejet nøglen. Trafikomlægningen sendte kunderne andre steder hen.

Carina Holm har efter lang tid med svigtende omsætning besluttet sig for at lukke delikatesseforretningen MAD i Nørrebrogade 38. Forretningen, der åbnede i 2006, er allerede tømt. Hun står selv for videreudlejningen af den.

Carina Holm har tidligere fortalt, at hun har følt sig hårdt ramt af trafikomlægningen på Nørrebro, som i sommeren 2011 når sit højdepunkt, men til gengæld så også skulle blive afsluttet på det indre stykke – inklusiv nye varmerør der lægges samtidig med, at cykelstier, fortove og vejbaner skifter bredde.

Nørrebrogade er IKKE lukket for biler

På forretningens hjemmeside har hun da også gjort meget for at forklare bilister, at Nørrebrogade ikke er lukket for biler, men at man sagtens kan køre til forretningen via sidegaderne, hvor man også kan parkere. Imidlertid har det tilsyneladende ikke hjulpet på omsætningen.

Værnedamsvej var konkurrent

Den stilrent indrettede delikatesseforretning havde ifølge Carina Holm et kundegrundlag, der langt hen ad vejen svarede til dem, der handler delikatesser på Værnedamsvej på grænsen mellem Frederiksberg og Vesterbro. Med trafikbegrænsningerne i Nørrebrogade har det været vanskeligt for Carina Holm at få kunderne til at fortsætte med at køre om ad hendes forretning.

Carina Holm er et kendt ansigt, ikke mindst fordi hun i næsten 30 år har dannet par med skuespilleren Dejan Cukic.

2200N.dk arbejder på at få en aktuel kommentar fra Carina Holm.