Har Nørrebro sagt farvel til våbnene? Koncert og debat ved mindesmærke i Nørrebrogade

Concert

For fire år siden blev Bjørn Nørgaard-skulptur, der er lavet af afleverede våben, stillet op ved Cafe Castro på Nørrebro. Fredag 2. maj er kunstneren tilbage sammen med blandt andre Johan Olsen fra Magtens Korridorer og journalisten og musikeren Torben Steno for at gøre status ved mindesmærket – med debat og koncert. Og onsdag 7. maj kan man høre Folkeklubben spille ved den nye Gravplads for Gadens Folk på Assistens Kirkegård.

Da Bjørn Nørgaards skulptur “Farvel til våbnene”, også kendt som “Nørrebros hjerte”, blev stillet op i 2010 havde Nørrebro været præget af demonstrationer for at få skydevåben væk – og i hvert fald væk fra gaden.

Fire år senere er der formentlig stadig våben på Nørrebro, men det er længe siden, det har været så slemt, at der har været optog og plakater. Og de lakoniske meddelelser om at nogen har skudt efter hinanden, og det var formentlig banderelateret, er om ikke forsvundet så dog blevet langt færre de seneste par år.

Er Nørrebros hjerte et levende monument?

Fredag 2. maj er Bjørn Nørgaard tilbage ved skulpturen for at gøre status, så meget som man nu kan det for et mindesmærke. Er Nørrebros hjerte et levende monument? Hvad bløder det for?

Siden skulpturen, der er lavet af våben indsamlet ved en frit lejde-aktion, kom op, er området omkring den forandret. ”Nørrebros hjerte” står på det sted på Nørrebro, der formentlig sammen med Jægersborggade har forandret sig mest de seneste fire år – klos op ad Superkilen og cykelruten der begge er blevet gjort færdige. De steder har skiftet karakter i endnu højere grad end den indre del af Nørrebrogade, selv om forandringen også der er massiv med stop for pendlerbilister og bredere cykelstier. “Nørrebros hjerte” flankeres ydermere i sit nærmeste nærmiljø af tøjbutikken, der blev til restaurant Mazaj, og som nu allerede igen er i færd med at blive omstøbt.

Men allertættest står “Nørrebros hjerte” på Cafe Castro, der efterhånden ligner en heroisk uforanderlig kæmpe i området, mens forandringens vinde blæser. Og Bjørn Nørgaards skulptur har trods sin unge alder også fået en meget fast position med sit kig ud over Superkilen, som det vist er rimeligt at kalde omdiskuteret, elsket og hadet og tilsyneladende i nærmest evig forandring – nu mest markant med en overraskende hurtig nedslidning, så den røde farve allerede er falmet til ukendelighed – men i hvert fald ikke ligegyldig, og en plads så speciel, at den nu trækker turister til ydre Nørrebro.

Torben Steno har rollen som moderator for en debat mellem Bjørn Nørgaard, politiker og medlem af SF Özlem Cekic, forfatter Lone Aburas samt Terje Bech, repræsentant fra den lokale beboerforening ”Vi vil bo sammen – alle sammen”, der tog initiativ til monumentet. Efter debatten optræder viserockgruppen Pligten Kalder med Johan Olsen fra Magtens Korridorer, Torben Steno og Peter Jessen.

Hør Folkeklubben ved hjemløses gravplads på Assistens Kirkegård

Dagen efter åbningsfesten sætter KØS kursen ud i landet, men allerede onsdag 7. maj er Torben Steno og mange andre tilbage på Nørrebro, når de er ved Gravplads for Gadens Folk på Assistens Kirkegård. Monumentet er udført af Leif Sylvester og åbnet sidste år, og her giver Folkeklubben, som har fået stor succes de seneste par år, koncert, så der er formentlig optræk til et publikums-tilløbsstykke.