Kidds vanvittige år – læs hele historien

star

Historien om Nørrebro-rapperen Kidds gennembrudsår 2011 er blevet fortalt af hans ven. Læs om bl.a. druk, damer, kokain, svampe – og hits skabt på få minutter.

Kidd har faktisk lavet penge i 2011, dog ved vi endnu ikke helt hvor mange. Og han har bestemt også lavet damer. Og hans debutår som enfant terrible uden om alle gældende strukturer i musikbranchen trækker foruden hit efter hit et spor af kokain, et smadret hotelværelse og groupies hen over landet fra Bornholm til Jylland – med indledende epicenter på Nørrebro omkring Saxon’s, Blågårdskvarteret og musikmiljøet i Ragnhildgade i Haraldsgadekvarteret. Og til sidst – foreløbig – en beslutning om at holde op med at være Kidd.

Insider tager bladet fra munden

Kidd, alias Nicholas Westwood Kidd, har under overskriften “Nørrebro-historie” fået sit gennembrudsår 2011 fortalt i Weekendavisen af Søren K. Villemoes, der har været tæt på Kidd og pladeselskabet Cheff Records og nu tager bladet fra munden.

Det sker efter et foreløbigt klimaks på Kidds udenomsmusikalske aktiviteter, hvor han først hos Clement Kjersgaard på DR1 i selskab med statsminister Helle Thorning-Schmidt bekendtgjorde, at han var færdig som Kidd-sanger, hvorefter Thorning lagde ham på sin Facebook-side og kort efter blev han anmeldt til politiet af Dansk Folkeparti for at have sagt i et interview, at “nogen” burde dræbe Pia Kjærsgaard.

Til tops selv – uden pladeselskab

Søren K. Villemoes tegner et billede af Kidd og hans nærmeste samarbejdspartnere – der tæller Kidds musikalske ”storebroder” Hari Kishore (Kid Kishore),  produceren Oliver Gammelgaard (TopGunn), Christian Andersen (Klumben), August Fenger (Eloq) og den dansk-pakistanske fotograf Jamel Sundoo.

Mest bemærkelsesværdig er Kidd, fordi han har gjort det uden om alle pladeselskaber, selv om en række af dem i takt med popularitetseksplosionen har forsøgt at få ham til at skrive under. Men med sit eget og vennernes pladeselskab, Cheff Records, og med adgang til Youtube, Facebook og Twitter har han løftet sig op på et plan, hvor han har kunnet få spillejob i hele landet og bl.a. har spillet 68 job i Jylland på 60 dage.

Kidd: Til sidst brød jeg sammen

Samtidig har hele gruppen tilsyneladende været på alskens stoffer – ikke mindst alkohol – og det er således i en konstant rus, at hits som “Kysset med Jamel”, “Gøre sin ting” og “Ik’ lavet penge” er blevet skabt.