Metromagasin udnævner Ydre Nørrebro til “Sidste nye skrig”

Magazine

Bager/kok/iværksætter Lennart Ribers, danselærer Joy Skovgaard og jazzmusiker Søren Gemmer viser vejen. Københavns nyeste trendy område er Nørrebros stykke uden for de velkendte Dronning Louises Bro, Sankt Hans Torv og Blågårdsgade. Ifølge seneste nummer af Metromagasinet.

Lennart Ribers kigger i disse dage folk, der kører i metroen, lige i øjnene.

Den 27-årige iværksætter bag Nordisk Brødhus i Rantzausgade og senest filialen på hjørnet Sjællandsgade/Prinsesse Charlottes Gade er valgt som forside til Metroens Magasin, der med sit april/maj nummer udnævner Ydre Nørrebro til “Sidste nye skrig” i København.

Magasinet bringer ni siders tema om Nørrebro uden for det velkendte stretch inde ved Søerne, hvor Dronning Louises Bro, Sankt Hans Torv og Blågårdsgade længe har været klassikere for københavnere, der vil have lidt afslappet liv og samtidig besøge et sted i byen, hvor der faktisk er liv efter kl. 17.

Også danselærer Joy Skovgaard, der driver danseskolen “Dans med Joy” i Osramhuset i Valhalsgade og er superpopulær, har fundet vej til magasinet, og det samme har jazzmusikeren Søren Gemmer, som blandt andet huserer i Cafe Mellemrummet og Osramhuset.

Sagligt argumenterende og venligt

Anledningen til magasinets temanummer er, at Nørrebro får fire metrostationer på Nuuks Plads/Rantzausgade, ved Nørrebros Runddel/Assistens, Nørrebro Station og Skjolds Plads – foruden Vibenhus Runddel Station der ligger på grænsen mellem Østerbro og Nørrebro. Men der er ikke tale om en ren reklametryksag for metroen, men en sagligt argumenterende liste med små artikler, der tegner et positivt billede af Ydre Nørrebro, og hvor der også er fotos og små historier fra Den Røde Plads, Nørrebroparken, Sjællandsgade Bad, Skjolds Plads og Assistens Kirkegård og en hyldest til bydelen for dens folkelighed og fællesskab med folkekøkken etc.

Fra “Lille Berlin” til Nørrebro Station

Jægersborggade/Stefansgade-kvarteret sætter journalisten og forfatteren Pernille Steensgaard ord på og kalder “Lille Berlin”, og hun anbefaler også at lægge vejen forbi Nørrebro Station, hvis man vil se et helt andet liv med 30-40 forskellige nationaliteter, der mingler i et kaos, man ikke finder mage til andre steder.

Skal man komme med et par små anker til den glimrende lille publikation, må det være, at den overser Balders Plads, som godt kunne fortjene at blive nævnt, når det drejer sig om Ydre Nørrebro, og at det måske er lidt forvirrende, at magasinet et par steder bruger definitionen Ydre Nørrebro om alt uden for Blågårdsgade/Sankt Hans Torv, mens det andre steder følger Københavns Kommunes definition, som er, at Ydre Nørrebro er alt uden for Jagtvej, mens det inden for kaldes indre, og det vil jo i så fald også placere Lennart Ribers som en “indre Nørrebro”-fyr og Søren Gemmer som en, der overvejende slår sine folder i de indre dele.

Metrocityring med mere?

Men lad de små kritikpunkter ligge og lad til gengæld ikke Metromagasinet ligge. For dels er temanummeret ganske oplysende og venligt, og dels er det ganske gratis. Og man kan i øvrigt godt få fingre i det på stationerne, uden at man behøver tage en af de hvide orme, der sniger sig rundt om Nørrebro døgnet rundt, men fra omkring 2018 – formentlig tidligst 2019 selv om det ikke er noget, Metroselskabet skilter voldsomt med – vil forbinde Nørrebro tæt med Østerbro, Frederiksberg, Vesterbro og City – og også med Amager og Vanløse, hvis man skifter fra Metrocityringen til den eksisterende linje. Også Nordhavn får metro, dog først nogle år senere, og også Sydhavn og Nordvest har lagt kraftigt billet ind, men har dog endnu intet endeligt tilsagn.

2200N.dk giver Metromagasinet seks stjerner – heraf er den ene, fordi 2200N.dk er nævnt som Nørrebros “eget nyhedssite, hvis du er nysgerrig efter mere”.