Ny bog fortæller om livet bag Nørrebros gule gardiner

reading

Bag De Gule Gardiner er en kulturhistorisk bog, hvor Luna Signe Hørdum Nielsen tager læseren med på opdagelse på de gamle, brune værtshuse, mens de endnu er at finde i Nørrebros gader.

Med stemningsfyldte fotografier, personlige portrætter og finurlige fortællinger giver bogen “Bag de gule gardiner” et kulturhistorisk indblik i Nørrebros gamle værtshusmiljø. Bogen, der udkommer 8. maj 2014, er skrevet af Luna Signe Hørdum Nielsen, som gennem en længere periode har besøgt værtshusene og talt med gæsterne, bodega-mutterne og alle de andre, der gerne går en tur hen om hjørnet.

Et lille tryghedsrum og åndehul – men også med smerter, sorger og ulykker

Bogen kommer således tæt på Nørrebros værtshuse og giver et nuanceret billede af miljøer, der også har meget forskellige stamgæster og en varierende stemning, men hvor folk ikke er så ligeglade med hinanden, som de måske kan være på en del storby-cafeer.

“Værtshuset er et lille tryghedsrum, hvor folk kan være sig selv. Folk kan lide, at værten spørger til dem og giver dem et kram. Mange har fortalt mig, at de har et tæt familiært bånd med de andre på værtshuset,” fortalte Luna Signe Hørdum sidste år efter at have besøgt en række værtshuse og blandt andet have oplevet at blive fejret for sin afsluttede eksamensopgave i en hyggelig stemning med fremmede mennesker, for hvem bodegaen nærmest er en forlængelse af dagligstuen.

“Men livet på værtshusene er ikke kun lutter lagkage og romantiserede fortællinger fra en fjern tid. Værtshusene kan også være – og har i høj grad været – et sted, hvor far drak husholdningspengene op, og hvor godtfolk gik i hundene. Her finder du smerten, sorgen og ulykkerne; en række samfundsmæssige tabuer mange af os ønsker at undgå, hvilket ikke er så underligt i et samfund, hvor vi ofte dyrker det æstetisk smukke. Men for mange mennesker er værtshusene lige præcis små skønne åndehuller fra hverdagens trummerum. Det er derfor vigtigt, at vi værner om de gamle, kulturhistoriske værtshuse, så vores by også i fremtiden rummer plads til forskellighed – og til de steder, der måske ikke ”passer ind” i vores ”pæne” bybillede,” mener Luna Signe Hørdum, der udgiver bogen hos Nordstroms Forlag.

Et miljø der svinder ind

Bogen kommer omkring både indre og ydre Nørrebro og mange af de værtshuse, der i disse år ændrer karakter, så der er også tale om en beskrivelse af en kultur, der er på tilbagetog.

“Bogens formål er at bidrage til Nørrebros historiefortælling og kulturarv ved at give et nuanceret billede af et miljø, der er ved at svinde ind; et miljø, hvor unge og gamle mødes på tværs af kulturel, politisk og økonomisk status, og hvor uforløste drømme skylles ned med øl, smil, kaffe og sjusser,” lyder det fra Luna Signe Hørdum, som dog også har set, hvordan den gamle guldøl pludselig igen kan blive populær blandt de unge.