Transportminister oplever i nat Nørrebroparkens metrobyggestøj på egen krop

transportation

Transportminister Magnus Heunicke (S) sover i nat i en lejlighed i Nordbanegade på Nørrebro, der er nabo til den larmende metrobyggeplads. Metroen er nu officielt et år forsinket og åbner tidligst i 2019.

Som prøveballon vil transportminister Magnus Heunicke (S) natten mellem torsdag og fredag vurdere, hvordan det føles at være nabo til støjen i Nordbanegade på Nørrebro, der ligger klods op ad metrobyggepladsen. Og han vil på egen krop vurdere, hvad støjen faktisk gør ved nattesøvnen.

”Jeg har siddet til møder og forhandlinger og kigget på db-tal (mål for støjniveau, red.), hvor meget det støjer. Og det er ærlig talt svært at overskue; hvad betyder det egentlig for at få nattesøvn med al den støj,” fortæller Magnus Heunicke til dr.dk.

Den 43-årige konsulent, Amjad Halim, lægger lejlighed til transportministerens besøg.

Til dr.dk siger værten Amjad Halim “Nogle gange kan der være tavs som graven. Andre gange kan det være som Tredje Verdenskrig, der er brudt ud.”

Initiativet kommer efter at en aftale om en Nabopakke til 300 millioner, i sidste uge blev vedtaget. Aftalen giver blandt andet metronaboer ret til genhusning.

Besøget kommer i forlængelse af, at det nu officielt er meldt ud fra ministeren, at metroen bliver mindst et år forsinket. Tunnelen fra Nørrebroparken er nået et pænt stykke under Nørrebro, men før hele ringen er klar vil kalenderen vise 2019. Nørrebroparken er en af Metrocityringens hovedbyggepladser, og her hentes jord op, ligesom elementer sænkes ned – og der er døgnarbejde.

Onsdag udsendte Metroselskabet SMS til naboerne om, at der den aften ville være ekstraordinær aftenstøj.